MIX er med til at værne om et klassisk dansk materiale
Tegl og mursten er ikke alene en del af C.F. Møller Architects’ DNA, men også en del af den danske bygningskulturarv. Overalt i landet står gamle og smukke teglstensbyggerier, der har modstået vind og vejr og tidens arkitektoniske modeluner. Det er ifølge teglproducenten afgørende, at vi tør gentænke og udvikle materialet for at sikre, at også fremtidens generationer kan nyde godt af dets mange kvaliteter.
– De sekundære materialer indgår i et produkt med en levetid på over 100 år, hvilket holder dem i kredsløbet længe. Vi skal i højere grad aftage sekundære materialer og sikre en oparbejdelse af materialer. Fremtidens byggeri kalder på innovation. For os handler det om hele tiden at kigge på, hvad der kan genanvendes og indgå i nye produkter. Derfor tester vi også andre typer af byggeaffald som genanvendt materiale, fortæller Kristian Knorr Svane.
Med MIX har arkitekterne og egernsund wienerberger netop skabt en mursten, der både hylder den arkitektoniske arv og forener æstetik, holdbarhed og cirkulær tænkning:
– Vi vil gerne værne om et klassisk dansk materiale, som gør det muligt fortsat at tegne byggerier, der kan stå i hundredvis af år. Vores ambition har derfor været at skabe en mere ressourceoptimeret mursten til fremtidens byggeri. Det er vi lykkedes med, og vi er utroligt glade for resultatet, siger Rune Bjerno Nielsen.
Fakta om MIX
Genanvendt materiale
MIX er en ny murstensserie, som erstatter sand og jomfruelige råstoffer med mere end 30% sekundært mineralsk materiale. Det genanvendte materiale i MIX består af knust murværk fra nedrevne bygninger og byggepladser. Der er tale om restaffald, som ikke kan genbruges i nyt byggeri. Det genanvendte materiale har et CO₂-aftryk, der er 77% lavere end jomfrueligt sand i udvinding og transport.
Det genanvendte materiale erstatter sand, som er en knap ressource. Hvor sand normalt udgør omkring 15%, har egernsund wienerberger fordoblet andelen ved i stedet at anvende +30% sekundært materiale. Det er også med til at nedbringe mængden af jomfrueligt ler, der skal udvindes.
MIX er en videreudvikling af LESS
MIX er en videreudvikling af den dematerialiserede LESS-mursten, som indeholder 15% mindre råmateriale og har et tilsvarende lavere CO₂-aftryk. Når MIX-mursten produceres som en dematerialiseret LESS-mursten, reduceres forbruget af jomfruelige materialer med mere end 40% sammenlignet med en traditionel massiv mursten. Ifølge egernsund wienerbergers EPD’er resulterer det i et CO₂-aftryk, der er 13–20% lavere end virksomhedens standardsortiment af mursten med samme lerblandinger. MIX-serien har dermed en GWP (Global Warming Potential) på 7,1 kg CO₂e/m² under fremstilling (A1-A3).
Point i DGNB
MIX kan desuden bidrage til opfyldelse af EU-taksonomien, og i DGNB 2025-manualen for renovering og nybyggeri opnås der point for reduceret brug af primære råmaterialer.
Om egernsund wienerberger
egernsund wienerberger er Nordens største teglvirksomhed og en del af wienerberger-koncernen. Virksomheden klæder fremtidens bygninger og byrum på og produktporteføljen tæller mursten, formsten, tegloverliggere og -bjælker, murstensskaller, teglblokke og belægningstegl.
egernsund wienerberger har mere end 300 ansatte, fire fabrikker i Danmark og ni showrooms i Norden.
Om C.F. Møller Architects
C.F. Møller Architects er et af Skandinaviens førende arkitektfirmaer med over 100 års erfaring og en portefølje af prisvindende projekter i både Norden og internationalt. Tegnestuen arbejder med arkitektur baseret på nordiske værdier, innovation og en helhedsorienteret tilgang.
Virksomheden har omkring 300 medarbejdere og hovedkontor i Aarhus samt kontorer i København, Aalborg, Oslo, Stockholm, Malmø og Berlin.
egernsund wienerberger