12.8.2024
Afslører design for nyt landskabskoncept for det historiske fæstningsværk Danevirke, som er på på UNESCOs Verdensarvsliste
C.F. Møller Architects præsenterer nu planen for den fremtidige formidling af det historiske Danevirke, den største historiske befæstning i Norden. Den nye plan kombinerer beskyttelse af stedet med formidling af historiske højdepunkter.
Danevirke, som i dag ligger i Slesvig-Holsten, Tyskland, har nærmest mytisk status i Danmark. Fæstningsværket tog sin begyndelse i år 500. Sidste gang Danevirke blev brugt som fæstning af Danmark, var i krigen i 1864, under den anden slesvigske krig. I 2018 blev Danevirke, sammen med det tidligere vikingetidshandelscenter Hedeby i samme område, optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Stigende besøgstal og det dermed afledte behov for bedre information og orientering i området, samt nye adgangsveje og rekreative områder, fik kommunen Dannewerk til at udskrive en arkitektkonkurrence om et nyt landskabs- og byrumskoncept for det historiske monument og dets omgivelser, som C.F. Møller Architects vandt i 2020, og som nu præsenteres for offentligheden samtidig med, at finansieringen er faldet på plads.
Danevirke er en kombination af volde, mure og vådområder, der forløber tværs over den gamle danske landsdel Sydslesvig i det nuværende Nordtyskland. I forlængelse af de stigende besøgstal og et planlagt nyt museumsbyggeri er der behov for bedre trafikforbindelser, attraktive stier, formidlingspunkter og opholdsarealer omkring fæstningsværket, der regnes som Nordens største fortidsminde.