Horsens Gymnasium, C.F. Møller Architects - Vinder arkitekturpris i Horsens - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects / Julian Weyer
Horsens Gymnasium, C.F. Møller Architects - Vinder arkitekturpris i Horsens - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects / Martin Schubert
4.10.2022

Vinder arkitekturpris i Horsens

På arkitekturens dag 3. oktober præmierede Horsens Kommune de seneste bedste byggerier opført de senes 2,5 år, C.F. Møller Architects modtog prisen for Årets Nybyggeri med Horsens Gymnasium og HF samt hædrende omtale for Netto, Bygholm Bakker i kategorien Årets mest bæredygtige byggeri.

 

Byggeriet er en udbygning af det tidligere Horsens Gymnasium, som nu er blevet til Horsens Gymnasium og HF. En moderne læringsanstalt i fuld integration med byen og et eksisterende byggeri, hvis hovedbygning fra 1940 er et fremtrædende eksempel på en undervisningsinstitution fra denne tidsperiode, med store kvaliteter i arkitektur og uderum. Udbygningen af gymnasiet tager afsæt i det eksisterende bygningsanlægs arkitektoniske kvaliteter og strukturelle opbygning.


"Her er et klasseeksempel på at "bygge til stedet" og have respekt for og analysere eksisterende bygninger og kontekst. Faciliteter i høj klasse til at give de bedst mulige uddannelsesmuligheder, hvor man binder historien med Viggo Norns gamle hovedbygning sammen med andre nyere tilbygninger og skaber en unik ny campus-stemning," lyder det blandt andet fra dommerkomitéen.

Horsens Gymnasium, C.F. Møller Architects - Vinder arkitekturpris i Horsens - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects / Martin Schubert

De nye bygningers facader tager afsæt i den eksisterende bebyggelses enkle arkitektoniske udtryk. En åben facade giver visuel sammenhæng mellem en central gårdhave og en ny fællessal. Fagklynger er organiseret omkring intime fagtorve med visuel kontakt til den centrale gårdhave. Fællesrummet er fleksibelt og kan både indrettes som en stor sal og som mindre opholdsrum.


”Vi er stolte over at modtage Horsens Kommunes Arkitekturpris for årets bedste nybyggeri. Vi har i arbejdet haft fokus på at skabe et moderne læringsmiljø med fokus på trivsel for lærere og elever og samtidig nære stor respekt for det eksisterende byggeri og placeringen i byen,” fortæller Klavs Hyttel, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.

Horsens Gymnasium, C.F. Møller Architects - Vinder arkitekturpris i Horsens - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects / Julian Weyer

Fælles udefaciliteter for både gymnasiet og områdets beboere
En aktivitetssti, der omkranser gymnasiearealet, leder offentligheden gennem området og inviterer til brug af udefaciliteterne for byens borgere. Gården og udearealerne, der bl.a. indeholder idrætsfaciliteterne inklusive en ny sportshal og overdækket tilskuerareal, er med til at karakterisere fællesskabet og aktiviteterne på gymnasiet. Der er grønne nicher og flere opholdssteder, bl.a. en siddetrappe med opholds-plateauer i flere niveauer, der inviterer til uformelt samvær. Landskabet indgår som en naturlig del af det offentlige areal og stier i bydelen.


Byggeriet bygger dermed bro mellem fortiden og fremtiden igennem en række klassiske rumlige forløb, som favner og sammenbinder gymnasiets ensemble af bygninger og funktioner med et strøg, en gårdhave, et idrætstorv og en science-have.


"Med sine materialer, skala og respekt for det eksisterende er det nye byggeri en god nabo. Med en elegant nedbrydning af skala med forskydninger af facader, opleves bebyggelsen ikke stor, selvom der er samlet flere kvadratmeter på grunden. Moderne fællesrum og facaden mod gårdrummet skaber mange gode rum at opholde sig i, både ude og inde." Lyder det fra dommerkomitéens begrundelse.

Green Netto, C.F. Møller Architects - Vinder arkitekturpris i Horsens - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects / Julian Weyer

Hædrende omtale for bæredygtigt byggeri
Fremtidens bæredygtige dagligvarebutik Netto, Bygholm Bakker modtog hædrende omtale i kategorien Årets mest bæredygtige byggeri. Projektet indeholder en lang række innovative bæredygtige løsninger med bl.a. anvendelsen af træ, grønne tage og solceller, der reducerer energi- og co2-forbruget markant.Projektet er et resultatet af et samarbejde mellem Salling Group, Netto og C.F. Møller Architects.


Kendt for undervisningsbyggerier
C.F. Møller Architects har siden begyndelsen med Aarhus Universitet, som blev tegnet i 1933 og i dag er en del af den danske arkitekturkanon, gjort sig bemærket med en række undervisningsbyggerier i Danmark og internationalt. Blandt de mere kendte er Skolen på Islands Brygge, Copenhagen International School og Mærsk Tårnet for Københavns Universitet i København, A.P. Møller Skolen i Slesvig, Ingeniørhøjskolen Katrinebjerg i Aarhus, Hjertet i Ikast, Det Tekniske Fakultet, SDU, i Odense, Via University College i Horsens, Tiundaskolen og Biomedicum (Karolinska Institutet) i Sverige, Molde Kulturskole i Norge. Derudover er en række nye undervisningsbyggerier i gang med at blive realiseret i Danmark, Tyskland og Sverige.


Om Horsens Kommunes arkitekturpris
Horsens Kommunes arkitekturpris uddeles i et samarbejde mellem kommunen, Bedre Bymiljø i Horsens og Bygningsforbedringsfonden for Horsens Kommune.
Der blev mandag 3. oktober kåret vindere i fem kategorier: ”Bedste renovering/transformation”, ”Bedste bæredygtige nybyggeri”, ”Bedste byrum”, ”Bedste nybyggeri” og ”Publikumsprisen”. Det er første gang i 2,5 år at prisen er blevet uddelt, da den har været udskudt pga. af Covid 19.


De 20 nominerede byggerier var på forhånd udvalgt af en dommerkomite bestående af Martin Esbensen, Arkitekt, Bygningsforbedringsfonden for Horsens Kommune, Jonas Rump, arkitekt, Foreningen Bedre Bymiljø i Horsens, Randi Vuust Skall, konstitueret chef Plan, Byg og Erhverv, Horsens Kommune, Helene Mai Krusborg, arkitekt, Plan og By, Horsens Kommune og Lene Holmgaard, arkitekt, Plan og By, Horsens Kommune.
Link til Horsens Kommune.

 

Projektbeskrivelse Horsens Gymnasium og HF
Projektbeskrivelse Netto, Bygholm Bakker

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder