C.F. Møller i København benytter med afgangen af afdelingsdirektør Mette Lyng Hansen muligheden for at reorganisere sig og etablere en stilling som afdelingschef. Dermed får kontoret i København en ledelsesstruktur, der matcher C.F. Møllers øvrige kontorer og skaber tydelig fordeling af ledelsesrollerne.
Den nye afdelingschef Franz Ødum er fundet internt. Franz Ødum kom til C.F. Møller Architects i 2011 som projektleder og har især arbejdet med en række prægnante boligprojekter og udviklingsopgaver, og har siden 2016 også haft titel af associeret partner.
- Siden ankomsten til C.F. Møller har Franz udvist et stort talent for både arkitektur og ledelse, og vi er både glade og stolte over, at Franz nu indtræder i rollen som afdelingschef, og at vi samtidig nu udnytter muligheden for at skabe en strømlinet organisation i forlængelse den udvikling C.F. Møller befinder sig i, siger Lone Wiggers, partner og arkitekt hos C.F. Møller i København.
Franz Ødum får første arbejdsdag i sin nye rolle 1. maj, men begynder allerede nu at sætte sig i afdelingschefstolen samtidig med, at han vil fortsætte som projektleder på sine igangværende projekter.
- Jeg er meget glad for denne mulighed, og jeg glæder mig til at komme i gang med, hvad jeg både ser som en ny rolle, men også en udbygning og styrkelse af mit nuværende arbejde, fortæller Franz Ødum.
Ledelsen af kontoret i København består dermed af partnerne Mads Mandrup Hansen og Lone Wiggers, chef for konkurrenceafdelingen Thue Borgen Hasløv og afdelingschef Franz Ødum.
Franz Ødum kom til C.F. Møller i 2011 fra Juul | Frost Arkitekter og er uddannet på arkitektskolen i Aarhus.
C.F. Møller Architects beskæftiger i dag ca. 300 medarbejdere og har hovedkontor i Aarhus og derudover kontorer i København, Aalborg, Oslo, Stockholm, Malmö, London og Berlin.
Mette Lyng Hansen skifter til Gottlieb Paludan Architects, hvor hun tiltræder i stillingen som CEO.