Klimavenlighed og fællesskaber
Bygningen er placeret ved det lokale fritidscenter, Ry-hallerne, og udnytter dermed potentialet for synergi ved at placere en skole og daginstitution i tæt nærhed til et aktivt miljø, der har bevægelse og sundhed som omdrejningspunkt. Denne synergi bindes sammen i konceptet ”perler på en snor”. Perlerne er de funktioner i projektet, der kan anvendes af både skolen, daginstitutionen samt af lokalmiljøet udenfor skolens åbningstid som madkundskab, musiklokaler og mødefaciliteter. Snoren er betegnelsen for den fysiske forbindelse fra ankomstpladsen i syd til Ry-hallerne mod nord. Aktiviteterne ligger både i forbindelse med skolens fællestorv og fortsætter udenfor med forbindelse til Ry-hallerne i en passage, hvor skolens- og Ry hallernes funktioner trækkes ud og gør passagen aktiv.
- Området her er allerede fyldt med liv. Folk, der dyrker idræt. Børn, der leger. Forældre, der drikker kaffe. Der kommer endnu mere liv i området fremover. Skolen og daginstitutionen er tænkt sammen fra start og kommer til at dele nogle rum og udendørs faciliteter. Dermed kan flere børn få glæde af faciliteterne – og børn og voksne kan bruge nogle af faciliteterne uden for skolens åbningstid, sagde borgmester i Skanderborg Frands Fischer, inden han satte sig i gravemaskinen for at få skovlen i jorden til det store byggeri.
I tråd med skolens klimaforpligtelser sigter bygningen mod et klimaaftryk under 9,0 kg CO₂/m² pr. år. Med lette facader i træ og en søjle-bjælkeløsning prioriterer designet bæredygtige materialer og byggemetoder og understreger en indsats for at reducere miljøpåvirkningen.
Den nye skole skal bygges i fleksible rammer til tre spor fra 0. til 6. klassetrin. Den får plads til cirka 450-500 elever og 50 medarbejdere. Daginstitutionen kan huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.
Byggeriet forventes færdigt I 2026.
Pressemeddelelse Skanderborg Kommune
Projektbeskrivelse