Danmarks største og mest bæredygtige internationale skole er åben - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
7.3.2017

Danmarks største og mest bæredygtige internationale skole er åben

I dag begynder et nyt kapitel for Copenhagen International School, når den nye skolebygning i Københavns Nordhavn officielt indvies. Den nye skole, der er bygget med bæredygtige elementer fra inderst til yderst, skal spille en afgørende rolle ved at uddanne skolens elever til en global fremtid med fokus på bæredygtighed.
Danmarks største og mest bæredygtige internationale skole er åben - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
Danmarks største og mest bæredygtige internationale skole er åben - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk

Som skoleinstitution er Copenhagen International School ikke ny. Men det er den 25.000 kvadratmeter store campus i Københavns Nordhavn, der fremover skal danne rammen om Danmarks største internationale skole. I dag indvies bygningen officielt af Prinsesse Benedikte, undervisningsminister Merete Riisager og overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen.

 

- Med den nye bygning får vi plads til at byde flere danske og internationale elever velkommen, og vi får mulighed for at tilbyde topmoderne undervisning tilpasset eleverne og deres alders- og klassetrin, fortæller Jennifer Weyburn, rektor på Copenhagen International School.

 

Indvielsen af den nye campus markerer en vigtig milepæl i skolens historie, fortæller Brit van Ooijen, formand for bestyrelsen Copenhagen International School.

 

- Det er syv år siden, at vi besluttede os for at flytte, så vi kunne udvide vores kapacitet og imødekomme den efterspørgsel, der er på international uddannelse i Danmark. Derfor er det en meget stor glæde, at vi i dag kan sige, at skolen officielt er åben.

 

Et bæredygtigt og innovativt byggeri til eleverne
Den 25.000 kvadratmeter store skolebygning er etableret ned til havnekanten i Københavns Nordhavn på en etableret halvø – omgivet af vand og kommende grønne områder og med kort afstand til den nye metrostation i Nordhavn, som åbner om få år.

Bygningen består af fire tårne, som er stablet asymmetrisk oven på skolens base. De fire tårne er indrettet, så de passer til elevernes alders- og klassetrin. Bygningen kan desuden bryste sig af faciliteter som tre fuldstørrelses basketballbaner, et teater med plads til 340 tilskuere samt tilhørende øvelokaler.

 

Et andet unikt aspekt ved bygningen er facaden, som består af 12.000 solcellepaneler, der dækker et samlet areal på 6.048 kvadratmeter, hvilket gør det til et af verdens største solcelleanlæg integreret i et byggeri.

 

- Vi har ønsket at skabe et bæredygtigt undervisningsflagskib i midten af Københavns Nordhavn – der på inciterende vis sparker liv til alle sider af den nye bydel igennem en transparent og åben base og en facade, der i kraft af sin funktionalitet og æstetik er et innovativt landmark i den nye bydel, siger Mads Mandrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller.

 

Et ambitiøst skolebyggeri bydes velkommen
Ejendomsfonden Copenhagen International School, der har styret byggeriet, har også set frem til dagen, hvor de officielt kan overgive bygningen til skolen og sige tak til erhvervslivet og fondene, der har støttet projektet.

 

- Vi står nu ved vejs ende af et stort og ambitiøst projekt. Udover størrelsen på byggeriet og den innovative arkitektur har det været en stor oplevelse at være med til at etablere en international skole i et helt nyt område som Nordhavn. Vi har set frem til, at vi i dag officielt kan overdrage bygningen til skolen og samtidig sige mange tak til de bidragende parter, der har gjort bygningen mulig, siger John Bo Jacobsen, formand for Ejendomsfonden Copenhagen International School.

 

By & Havn udvikler Nordhavn og har bl.a. lige sat gang i masterplankonkurrencen for Levantkaj – de store arealer omkring Copenhagen International School. Administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen byder skolen velkommen til området:
 
- Copenhagen International School har haft en særdeles ambitiøs tilgang til bæredygtighed hele vejen gennem byggeriet – ligesom By & Havn har det i hele Nordhavnsudviklingen, hvor alle nye byområder fx bliver certificeret efter DGNB standarden. Copenhagen International School og Nordhavn går godt i spænd med hinanden, og skolen bliver uden tvivl en stor gevinst både for områdets virksomheder, beboere og besøgende i området, siger Jens Kramer Mikkelsen.


FAKTA

 

Copenhagen International School (CIS)

 

  • CIS blev grundlagt i 1963. I dag er skolen Danmarks største internationale skole.
  • Skolen har indtil januar 2017 haft sine aktiviteter fordelt på to adresser, en skolebygning i Hellerup og en skolebygning på Østerbro.
  • Elever på skolen er i alderen 3-19 år og kommer fra flere end 80 forskellige lande. Størstedelen af eleverne er børn af forældre, der er ansat i internationale virksomheder og organisationer i Danmark.
  • Skolen har i dag 930 elever samt 180 lærere. I den nye campus er der plads til 1.200 elever og 280 lærere.
  • CIS er en IB World School.

 

Copenhagen International School Nordhavn

 

  • Den nye skolebygning er på 25.000 kvadratmeter.
  • Hver sektion af skolen har sit eget tårn: Early Years, Primary School, Middle School og High School, og hver sektion har sit eget design, farve og layout helt tilpasset til det enkelte alders- og klassetrin.
  • Næsten alle klasselokaler er placeret i bygningens hjørner, hvilket giver de bedste muligheder for dagslys fra og udsigt til flere sider. Lokalerne er udstyret med store, moderne og interaktive clever boards med høj opløsning, og de er rummelige med højt til loftet.
  • Alt kunstigt lys er LED-baseret, og lærere kan styre farvetemperatur og intensitet, alt efter hvilken aktivitet der foregår i lokalet.
  • Skolens facade udgøres af 12.000 solpaneler.
  • Alt interiør er fremstillet af naturlige materialer; gulvene består af olieret egetræ, sofaens beklædning er af uld og boghylderne er af solid bambus. På længere sigt vil skolens toiletter genbruge vand ved skyl.

 

Parter bag bygningen

 

  • Bygherre: Ejendomsfonden Copenhagen International School (ECIS). ECIS er en erhvervsdrivende og almennyttig fond etableret i 2012, bl.a. med det formål at bygge en ny campus til Copenhagen International School.
  • Lejer: Copenhagen International School (CIS).
  • Arkitekt: C.F. Møller
  • Ingeniør: NIRAS A/S
  • Storentreprenører: Per Aarsleff A/S, Eiler Thomsen Alufacader, Konsortiet KT DTEK.

 

Finansiering af byggeriet

 

  • Den samlede byggesum for det 25.000 kvadratmeter store campus er på over 500 million kr. 
  • Byggeriet er bl.a. muliggjort ved fondsdonationer på mere end 350 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Novo Nordisk Fonden, VILLUM FONDEN, Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orients Fond, Hempel
  • Fonden og Augustinus Fonden – hvoraf A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal står for en donation på kr. 200 mio og Novo Nordisk Fonden på 100,1 mio. kr. Derudover er der optaget lån til restfinansieringen fra Danske Bank.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder