Ny topmoderne erhvervsskole er indviet - C.F. Møller. Photo: Herningsholm Erhvervsskole
9.3.2017

Ny topmoderne erhvervsskole er indviet

Torsdag 9. marts blev Handelshuset, som er en del af Herningsholms Erhvervsskole, indviet. Arkitekturen understøtter moderne læring og er tegnet af arkitektvirksomheden C.F. Møller.
Ny topmoderne erhvervsskole er indviet - C.F. Møller. Photo: Herningsholm Erhvervsskole
Ny topmoderne erhvervsskole er indviet - C.F. Møller. Photo: Herningsholm Erhvervsskole

Handelshuset, der er resultatet af en arkitektkonkurrence, som blev vundet i 2014 af C.F. Møller, føjer sig som en selvstændig bygning ind i en bestående campus-klynge af uddannelsesbygninger under Herningsholm Erhvervsskole.


Skabt til moderne læring og studieliv
Handelshuset er både tænkt indefra - med fokus på etablering af optimale læringsrum og studiemiljøer - samt udefra i relation til omgivelserne med etableringen af nye rum til udendørs arbejde og undervisning. Arkitekturen tager højde for, at vores adfærd og tænkning tager form af det fysiske miljø, vi befinder os i.


’Læringsrummenes form har stor betydning for den læringsproces skolens elever skal indgå i hver dag, og er derfor tilpasset moderne og demokratiske principper’, fortæller Søren Tortzen, arkitekt og afdelingschef hos C.F. Møller i Aalborg, og fortsætter:
’Det er et meget transparent hus, hvor man kan interagere på tværs af rummene. Her er lagt vægt pa en høj grad af gennemsigtighed, visuel kontakt samt en høj dagslyskvalitet. Glasdøre og vinduesbånd over de adskillende vægge sikrer dels visuel kontakt til fællesarealerne, dels diffust dagslys fra glaspartier og ovenlys.


Det medfører bl.a. også at husets brugere kan orientere sig i forhold til sine omgivelser både horisontalt og vertikalt og give oplevelsen af overskuelighed og identitet i de fysiske rammer.


Tilpasset omgivelserne
Handelshuset er overordnet disponeret som en vinkelformet bygning, der samler tre punkthuse under et skrånende tag, som i størrelse giver modspil til omgivelserne ved at falde fra tre etager længst mod syd til to etager længst mod nord. Den vinkelformede bygning skaber tre nye udendørs opholds- og læringsrum, og landskabsbearbejdningen understøtter læring og klimatilpasning af hele området: En stor plads foran huset disponeres med store ’grønne øer’ udskåret i den støbte beton. Disse fordybninger fungerer både som opholdszoner og som regnbede med naturlig nedsivning.


Læringsrummene
Inde er læringsrummene organiseret 2 og 2 omkring et samlende fællesrum, der samlet skaber et fleksibelt studiemiljø. Et miljø, der tilbyder varierede fysiske rammer at arbejde i, fra det dobbelthøje rum mod haven, der egner sig godt til fx workshoplignende situationer, til studiecafemiljø med uformelle samlinger af elever, til deciderede studiehjørner af mere stille og intim karakter. I alt vil ca. 600 elever få deres gang i Handelshuset.
C.F. Møllers anden skoleindvielse denne uge
Et andet markant skolebyggeri, som C.F. Møller også har tegnet blev indviet lidt tidligere på ugen. Det drejer sig om Copenhagen International School i Nordhavn, som er Københavns nye bydel, der blev indviet 7. marts. Også her er der tale om en moderne skole, der huser alle alderstrin lige fra de allerførste år til og med gymnasiet. Skolen har især gjort sig bemærket med sin facade, der består af 12.000 solcellepaneler.

 

 

Project description and data

Ny topmoderne erhvervsskole er indviet - C.F. Møller. Photo: Herningsholm Erhvervsskole

More news

 
Show more news