C.F. Møller Architects flytter efter 12 år på Holmen i København d.9 november til Nørrebro tæt på Nørrebro Station og Metrostation og det levende butiks- og cafémiljø omkring Jægersborgsgade, hvor en række andre kreative virksomheder også holder til.
- Det glæder os meget at kunne flytte i nye lokaler, hvorved en gammel drøm om at alle medarbejdere kan sidde i ét plan, bliver opfyldt. Vi har været glade for at bo på Holmen, men nu er det tid til forandring og nye, inspirerende rammer for nye måder at arbejde på. På Nørrebro vil vi få fantastiske, kreative rammer omkring det fortsatte arbejde med at udvikle kvalitetsstyret, bæredygtig og human arkitektur til det danske og internationale marked. Vi glæder os!, lyder det samlet fra Lone Wiggers og Mads Mandrup, begge partnere og arkitekter hos C.F. Møller Architects i København.
C.F. Møller Architects har selv indrettet kontoret, som er beliggende i en tidligere fabrik. Kontormiljøet er etableret i ét sammenhængende plan i den tidligere fabriks høje loftsetage med synlige smukke trækonstruktioner og rå murstensvægge i kombination med transparente mødefaciliteter i glas. Der er et værkstedspræget, grønt og levende arbejdsmiljø med modelværksted, kantine og designboard-område og touch-down arbejdspladser, der tilgodeser kontorets mange forskellige samarbejdsbehov.
Det nye kontor ligger ca. fem minutters gang fra både Nørrebro Metrostation og Station.
Kontoret i København beskæftiger i dag ca. 65 medarbejdere og kan i 2021 fejre 30 års jubilæum. I alt har C.F. Møller Architects omkring 300 medarbejdere fordelt i Danmark, Sverige, Norge, England og Tyskland. Tegnestuen blev etableret i 1924 af Christian Frederik Møller og er blandt Skandinaviens førende og mest prisvindende arkitektvirksomheder.
C.F. Møller Architects har kontorer I Aarhus, København, Aalborg, Oslo, Stockholm, Malmø, London og Berlin.
Den nye adresse fra 9. november er:
C.F. Møller Architects
Hillerødgade 30A, 2. sal
2200 København N