Over 100 arrangementer på en uge har nu bidraget til, at Odeon for alvor har bidt sig fast i danskernes sind.
Storbyens moderne forsamlingshus, som bliver centrum for byudviklingen i Odense, stod over for sin helt store prøve, da Danmarks majestæt, H.M. Dronning Margrethe, den 5. maj indviede huset i forbindelse med et stort anlagt gallashow.
Kulturcenteret, som i løbet af fredag blev fyldt til bristepunktet med besøgende, kan rumme næsten 1800 siddende gæster. Alle pladser i Odeons Store Sal blev da også taget i brug, da Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, bød velkommen til gallashowet.
- Det her er et hus, der kan rumme mange forskelligheder, og det får vi en smagsprøve på i aften, fortalte Peter Rahbæk Juel, som lagde vægt på Odeons rolle i byudviklingen:
- Odeon har en ganske særlig betydning for byens udvikling. Og der er meget mere på vej, fortalte borgmesteren.
Favner bredt
I løbet af hele fredagen var Odeon ramme for forskellige arrangementer både indendørs og udendørs. Særligt pladsen foran huset og husets store foyer blev bragt i spil. Det understreger, hvordan Odeon kan bruges på forskelligartet vis, forklarer Klaus Toustrup, administrerende direktør, partner og ansvarlig arkitekt på projektet for C.F. Møller:
- Vi har fået at se, hvordan Odeon kan leve og bidrage til bylivet fra morgen til aften med små happenings og koncerter lige inden for hovedindgangen, akrobatik og gøgleri lige udenfor og fortryllende forestillinger i koncertsalene, siger han.
Ifølge Klaus Toustrup var selve gallashowet ingen undtagelse. En fyldt sal fik set smagsprøver på en række af de mange funktioner, som Odeon byder på.
- Vi oplevede, at akustik, lys og sceneteknik fungerede optimalt under hele showet. Både, da der stod 110 sangere på scenen, symfoniorkesteret spillede, der blev afspillet film på lærredet, og da der blev fyret op under salen med elektronisk musik og tung bas. Det tegner et billede af Store Sals multifunktionalitet, siger Klaus Toustrup.
Fællesspisning satte skub i stemningen
Selvom størstedelen af Odeons gæster til fredagens gallashow var klædt på i kjole og hvidt, blev Odeons multifunktionalitet ikke blot vist frem i Store Sal, men også i Odeon Social, husets sociale spisested. Her kan lokale og besøgende mødes hver aften for at deltage i fællesspisning. Fredag var ingen undtagelse.
- Det er netop det, der understreger Odeons mangfoldighed. Odeon er for hele byen, for hele landet. Det er en stor fornøjelse at se, hvordan de mange funktioner, huset har, bliver brugt.
Det skaber en sammenhæng, og det gør, at et sted, der måske ville kunne opfattes fornemt, bliver mere jordnært, forklarer Klaus Toustrup.
Hos de lokale indbyggere i Odense er opfattelsen den samme. Odeon Social får det storstilede Odeonprojekt ned på jorden. Det gælder blandt andet for 54-årige Niels Christensen, der fredag deltog i fællesspisningen i Odeon Social op til gallashowet.
- Man føler, at det er et hus, hvor alle er velkomne. Det er sjovt, at man bare kan dukke op, sætte sig med et par venner eller familien ved et langt bord og så nyde både den gode stemning og den gode mad, siger han om konceptet.
- Det er første gang, jeg prøver det. Men jeg tror ikke, det bliver sidste.
Odeon-projektet går tilbage til 2006. Finanskrisen lagde en dæmper på projektet og ændrede henover tiden også bygherrekonstellationen. Sammen med KPC Byg er de andre involverede parter i byggeriet Odense Kommune som bestiller og bruger, Syddansk Musikkonservatorium, Den Danske Scenekunstskole - Skuespiluddannelsen Odense som lejere, og H.C. Andersen Kongres Center A/S som operatør og lejer samt Partnerskabet for omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.
Om Odeon:
Bestiller: Odense Kommune
Entreprenør og bygherre: KPC-Byg
Totalrådgiver: C.F. Møller
Underrådgiver: COWI, AIX Theater Planning, Gade Mortensen Akustik
Samarbejdspartnere: Syddansk Musikkonservatorium, Den Danske Scenekunstskole - Skuespiluddannelsen Odense, H.C. Andersen Kongres Center A/S, Partnerskabet for omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.
Størrelse: 32.000 m²
Anlægssum: 650 mio. DKK
Læs mere om festugen i Odeon
Læs mere om Odeon