C.F. Møller finder ny kommunikationschef i mediebranchen - C.F. Møller
15.8.2016

C.F. Møller finder ny kommunikationschef i mediebranchen

Arkitektvirksomheden C.F. Møller har ansat Peter Sikker Rasmussen som kommunikationschef. Han kommer til C.F. Møller med femten års erfaring med branding og strategisk kommunikation fra bl.a. DR og TV 2.
C.F. Møller er med ca. 350 medarbejdere og 92 års eksistens i dag en af Skandinaviens største og mest erfarne arkitektvirksomheder. Som en del af virksomhedens fortsatte udvikling ansættes Peter Sikker Rasmussen som kommunikationschef. Peter Sikker Rasmussen kommer til C.F. Møller fra TV 2, hvor han bl.a. har været ansvarlig for kommunikationen af TV 2 SPORT, TV 2 BUSINESS og TV 2 PLAY. Og før det markedsføringsansvarlig for en række af DRs radiokanaler, - Vi er glade for at få Peter med som en del af C.F. Møller, da han med sin den brede erfaring med at arbejde strategisk og selv eksekvere kommunikation og markedsføring vil bidrage til at styrke C.F. Møllers position som toneangivende Skandinavisk arkitektvirksomhed, fortæller Julian Weyer, partner hos C. F. Møller. Fascinerende branche Arkitektbranchen er ikke helt ukendt for Peter Sikker Rasmussen. Han har i en periode arbejdet som selvstændig kommunikationskonsulent for flere arkitektvirksomheder og Akademiraadet, som er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål. Derudover er han redaktør på bogen ’Vejarkitektur og ingeniørkunst’, der blev udgivet på Aalborg Universitetsforlag foråret 2016. - Jeg har længe været fascineret af arkitektbranchen og dens blanding af kunst, forretning og samfundsansvar, som netop C.F. Møller får til at gå op i en højere enhed og måske repræsenterer allerstærkest i hele Skandinavien. Jeg glæder mig derfor over nu at være en del af C.F. Møller, siger Peter Sikker Rasmussen. Født i Danmark, voksen i Skandinavien C.F. Møller er etableret i 1924 i Aarhus af Christian Frederik Møller, som bl.a. tegnede Aarhus Universitet, og er i dag kendetegnet ved et stærkt skandinavisk fundament med kontorer i Aarhus, Aalborg, København, Oslo, Stockholm og London. Blandt større igangværende projekter er Mærsk Bygningen i København, Odeon Musik- og teaterhus i Odense, færgeterminalen Värtarterminalen i Stockholm, højhusbyggerier i Oslo og Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Peter Sikker Rasmussen tiltrådte 8. august med adresse på kontoret i København og kan kontaktes på telefon 6193 6857 og mail psr@cfmoller.com.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder