Carlsberg Byens egen rådhusplads på vej - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller
6.5.2016

Carlsberg Byens egen rådhusplads på vej

Snart skyder det kommende centrum af Carlsberg Byen op med 3.000 m² erhverv og butikker tegnet af C.F. Møller.
Bryggernes Plads i Carlsberg Byen bliver områdets rådhusplads, når bykvarteret står færdigt i 2017. C.F. Møller har tegnet bykvarteret og det nye erhvervsbyggeri, der – delvist omgivet af fredede bygninger – bliver den største plads i Carlsberg Byen og kommer til at indeholder caféer, butikker og kontorer. Alt sammen noget, der skal sikre liv på Bryggernes Plads døgnet rundt. Carlsberg Byen sætter nu gang i byggeriet af de knap 3.000 m² erhverv og butikker på den sydlige del af pladsen. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. - Bryggernes Plads bliver den centrale plads i det færdige bykvarter, så det er ekstra spændende, at vi nu går i gang med at bygge på pladsen, siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Carlsberg Byen. Kontorbygningen bliver nabo til Lagerkælder 3, også kendt som ’Slottet’ – en af de ikoniske bygninger fra den gamle, bevarede bryggerigrund. Bygningens er dermed også placeret tæt på andre vigtige, fredede bygninger som Kedelhuset, Maskincentralen, Malteriet samt Dipylon. Tilpasses stedet Det nye byggeri kommer til at falde naturligt ind i sin sammenhæng. Facaderne på bygningen refererer til Lagerkælder 3, blandt andet ved at genskabe størrelsen på facadens kvadrater fra nabobygningen. Samtidig etableres en taghave på toppen af den nye bygning, som understøtter Carlsberg Byens vision om at være et grønt bykvarter med fokus på bæredygtighed. - Der er flere fredede og bevaringsværdige bygninger omkring pladsen, og vi har derfor stort fokus på, at det, vi bygger, er med til at understrege pladsen og de omgivende bygningers kvaliteter, siger Jens Nyhus. C.F. Møller er arkitekt på det nye erhvervs- og butiksprojekt, mens EKJ er ingeniør. B. Nygaard Sørensen er totalentreprenør på byggeriet. Projektet indeholder fem etager samt kælder, herunder ca. 2.800 m² kontor og 640 m² butik og café. Byggeriet er klar til indflytning ultimo 2017.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder