C.F. Møller Architects sammen EFFEKT med i konkurrence om helhedsplan og ny søfartsskole i Svendborg - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller Architects
14.6.2018

C.F. Møller Architects sammen EFFEKT med i konkurrence om helhedsplan og ny søfartsskole i Svendborg

Fire teams er prækvalificeret til at deltage i arkitektkonkurrencen om det ny SIMAC, fremtidens søfartsskole i på havnen i Svendborg, samt en helhedsplan for området, og C.F. Møller Architects med EFFEKT som underrådgiver er blandt dem.

Svendborg har en stærk maritim historie og identitet. Gennem generationer har byen været kendt for skibsværfter, rederier og store fabrikker. Byen har været synonym med det maritime og derfor også med søfartsskolen, Svendborg International Maritime Academy (SIMAC).


Som et led i byens ambitiøse udviklings- og havneplaner har Svendborg Kommune sat retningen for fremtidens havn som en aktiv havn med uddannelser, boliger og et rigt erhvervs- og kulturliv. Her kommer udviklingen af søfartsskolen til at spille en nøglerolle. For på en nøgleposition i havneudviklingen, på byens Nordre Kaj, skal Det ny SIMAC placeres med en erhvervspark omkring sig.


Udvikling og sammenhæng
C.F. Møller Architects er med EFFEKT som underrådgiver blevet prækvalificeret til at komme med et bud på, hvordan Det ny SIMAC og Erhvervsparken kan indpasses og udformes i det maritime kulturarvsmiljø og samtidig kobles til det indre Svendborg. Projektet skal være brobygger mellem fortidens industrihavn, byen, de studerende, innovation, de maritime erhverv, højteknologiske virksomheder og fremtiden.
Arkitektkonkurrencen skal løse opgaven om at skabe en ny uddannelsesinstitution, en omkringliggende erhvervspark samt 450 parkeringspladser i konstruktion. Selve SIMAC har en økonomisk ramme på 198 mio. kroner. Erhvervsparken skal realiseres for 39 mio. kroner, mens parkeringspladserne har et budget på 43 mio. kroner.


Konkurrencen er to-faset. Første fase har fokus på helhedsplanen for den nye bydel for Nordre Kaj med forslag til bebyggelse, klimatilpasning, trafikanlæg, parkering og byrum, mens anden fase fokuserer på Det ny SIMAC og Erhvervsparken.
Det er Svendborg Kommune, Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, som står bag projektet.
C.F. Møller Architects og EFFEKT skal op imod hold bestående af COBE og Learning Spaces, Vandkunsten med Rolvung og Brøndsted Arkitekter og BOGL samt PLH Arkitekter med Praksis Arkitekter og Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue.

 

Erfaring med lignende opgaver

Tidligere har C.F. Møller Architects haft stor succes med at integrere havneomdannelser med byggeprojekter, ligesom tegnestuen har stået bag en lang række moderne uddannelsesinstitutioner. I 2017 stod Copenhagen International School i Nordhavn færdig, en skole bygget direkte på kajkanten i den nye, københavnske bydel. Op gennem 00’erne og frem til 2015 stod C.F. Møller Architects bag udviklingen af Aalborg Havnefront, som blandt andet integrerer sig med Aalborg Universitet. I øjeblikket projekterer tegnestuen det nye VIA University College, Campus Horsens, som etablerer sig som en by i byen.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder