C.F. Møller-byggeri præmieres - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
31.10.2016

C.F. Møller-byggeri præmieres

Bestseller i Aarhus, som er designet af C.F. Møller, modtager Naturstensprisen 2016.
C.F. Møller-byggeri præmieres - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
C.F. Møller-byggeri præmieres - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
Hvert år uddeler Stenhuggerlaget i Danmark Naturstensprisen, og i år går prisen til Bestsellers nye domicil, som er designet af C.F. Møller. Prisen skal ses som en anerkendelse af en kreativ udnyttelse af fagets muligheder i respekt for dets traditioner og arbejdsmetoder. Bestseller ligger prominent placeret ved vandkanten ved Aarhus havn, hvor det står beklædt med den italienske kalksten Grigio Bottarga, som også går igen inde i byggeriet. - Der er brugt natursten i en grad, man ikke ser så ofte i Danmark. Bestsellers hus har fået et udtryk, hvor naturstensmaterialer af høj kvalitet er i fokus både indvendigt og udvendigt. Når vi nu giver prisen til Bestseller, håber vi, at flere får øjnene op for det rene og mere organiske udtryk, som natursten giver, siger oldermand Ole Buchhave Grage om motiveringen for at præmiere Bestseller. Stolthed hos C.F. Møller C.F. Møller er kendt for at fokusere på det holdbare i både æstetisk og konkret forstand og igennem brug af kvalitetsmaterialer på en moderne og ny måde i samarbejde med bygherren. - Naturstensprisen er en pris, der er grund til at være stolt af, da den kan tilskrives fælles ambitioner mellem C.F. Møller og Bestseller om at skabe kvalitet og gode medarbejderforhold igennem arkitektur og materialer, der er smukke at se på, holder mange år og samtidig viser nye måder at bruge kendte materialer på, fortæller Julian Weyer, arkitekt og partner hos C.F. Møller. Byggeriet er tidligere blevet præmieret med en Commercial WAN Award, 2015 og Aarhus Kommunes Arkitekturpris 2015. En by i byen Bestseller ved Aarhus havn er på 46.000 m², og ca. 800 medarbejdere har deres daglige gang i kontorkomplekset. Byggeriet består af en række bygningskroppe, der ligger forskudt i forhold til hinanden og er forbundet af forskellige udearealer indimellem, fx atrier, terrasser og taghaver. Blandingen af kontorer og udearealer skaber en fornemmelse af, at der er tale om en by i byen. Komplekset, der har kanaler og vand på alle fire sider, markerer indgangen til den nye, urbane bydel på Aarhus' havnefront. Netop beliggenheden har også været i tankerne hos Bestseller, - Bygningen er placeret et centralt sted i Aarhus, hvor mange mennesker færdes hver dag, og derfor har det været vigtigt for os at bygge noget smukt, der passer til byen og den øvrige arkitektur, siger kommunikationsansvarlig hos Bestseller Jesper Stubkier, i forbindelse med præmieringen. Udnytter havvandet Beliggenheden ved havnen skaber også en mulighed for at styrke byggeriets bæredygtighed. Bestseller gør bl.a. gør brug af havvandskøling og solceller og er planlagt som et byggeri i lavenergiklasse 2015. Flere præmieringer Udover kontorkomplekset i Aarhus har C.F. Møller designet Bestseller logistikcenter Nord ved Haderslev, der forsyner Bestsellers butikker i hele Europa. Et byggeri, der er blevet præmieret med The Plan Award - Honourable Mention 2015, International Trimo Architectural Award 2012 og Årets Erhvervsbyggeri i fagbladet Byggeri 2012. Selve Naturstensprisen 2016 overrækkes den 9. november 2016 i den nye Bestseller-bygning, hvor der vil være taler og rundvisning for samarbejdspartnere.

 

Link til til Bestseller-projektet
Link til Bestseller Logistikcenter Nord-projektet

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder