Byens Bedste Familieoplevelse  - C.F. Møller
12.11.2015

Byens Bedste Familieoplevelse

C.F. Møllers renovering og nyskabelse af Væksthusene i Botanisk Have blev onsdag aften kåret til Byens Bedste Familieoplevelse i Aarhus ved AOA Byens Bedste Awardshow 2015.
Byens Bedste Familieoplevelse  - C.F. Møller. Photo: Quintin Lake
Byens Bedste Familieoplevelse  - C.F. Møller
1100 fremmødte tilskuere i Scandinavian Congress Center, Aarhus, kunne onsdag aften konstatere, at borgerne i Østjylland har stemt Væksthusene i Botanisk Have direkte ind som den bedste familieoplevelse i Danmarks næststørste by. Det var niende år i træk, at der skulle uddeles priser til aarhusianske personer og steder, som hver især bidrager til at gøre Aarhus til en by, der er rig på oplevelser. Botanisk formidlingscenter og café Væksthusene i Botanisk Have blev i september 2014 indviet efter en gennemgribende renovering af de oprindelige huse samt opførelse af et nyt tropehus. Projektet blev oprindeligt tegnet og skabt af C.F. Møller tilbage i 1969, og det tidligere Palmehus er omdannet til botanisk formidlingscenter og café. Anlægget er udvidet med et nyt 18 meter højt tropisk væksthus, hvor de besøgende kan bevæge sig op imellem trækronerne. Det oprindelige, snegleformede væksthus blev skabt med udgangspunkt i omgivelserne, og det nye væksthus bygger videre på det organiske formsprog og er samtidig baseret på energirigtige løsninger og viden om materialer, indeklima og teknologi. Formen er fundet ud fra beregningsprogrammer og er den optimale i forhold til samspillet mellem form og energiforbrug. Det kuplede palmehus og husets drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren. Den lette, transparente kuppel er inddækket med luftfyldte ETFE-foliepuder, som har en integreret pneumatisk solafskærmning.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder