C.F. Møller Architects skal tegne for prominent tysk universitet - C.F. Møller. Photo: Universitätsklinikum Heidelberg
3.7.2018

C.F. Møller Architects skal tegne for prominent tysk universitet

C.F. Møller Architects er blevet valgt til en ambitiøs campusmasterplan, der skal beskrive den fremtidige udvikling af universitetet og universitetshospitalet i Heidelberg, som er et af de mest prestigefyldte universiteter i Tyskland og i hele verden.

Heidelberg Universitet er det ældste universitet i Tyskland og et af de ældste universiteter i verden. Det er lige så prestigefyldt som Cambridge, Oxford og Harvard. Campusområdet i Neuenheimer Feld, som omfatter det naturvidenskabelige og det medicinske fakultet, ligger langs floden Neckar, tæt på Heidelbergs historiske centrum. Masterplanen skal dække et område på omkring 120 hektar og sætte rammerne for den vigtigste udvikling af campussen de næste 30 år og frem, og man forestiller sig en potentiel udvidelse på omkring 800.000 kvadratmeter byggeri.


C.F. Møller Architects skal arbejde sammen med HENN og Arup i en meget demokratisk, workshop-baseret proces i tæt samarbejde med universitetet, byen og lokalsamfundet i Heidelberg. Målet er at kombinere udviklingspotentialet med opgradering af offentlige rum og miljømæssige værdier, nye urbane mobilitetskoncepter og social infrastruktur for at skabe et forsknings-, uddannelses- og behandlingsmiljø i verdensklasse. Arbejdet starter i august 2018.

 

C.F. Møller Architects har arbejdet med en lang række campusdesign for store nordiske institutioner som eksempelvis universiteterne i København, Aarhus, Stockholm, Oslo, Odense og Aalborg samt Copenhagen Business School, VIA University College og mange flere. På det tyske marked arbejder C.F. Møller i øjeblikket med to store klynger af hospitalsbygninger i Aachen og Braunschweig og blev for nylig kåret som vinder af en international konkurrence om den nye banegård Hamburg-Altona.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder