Indvielse af Holmens Kirkes Nye Menighedshus - C.F. Møller. Photo: Jørgen True
16.11.2015

Indvielse af Holmens Kirkes Nye Menighedshus

Holmens Kirke er nu klar til at byde indenfor i C.F. Møllers nye menighedshus, som nænsomt er indpasset mellem det store kapel og selve kirken og delvist etableret under terræn.
Indvielse af Holmens Kirkes Nye Menighedshus - C.F. Møller. Photo: Jørgen True
Indvielse af Holmens Kirkes Nye Menighedshus - C.F. Møller. Photo: Jørgen True
C.F. Møller står bag Holmens Kirke i Københavns nye menighedshus. Kirken har længe haft behov for nye medarbejderfaciliteter som kontorer, menighedssal og handicaptoiletter. Den nye tilbygning kiler sig diskret ind mellem kirkens hovedbygning og det Store Kapel og erstatter på den måde en tidligere tilbygning fra 1830’erne – ’Lille Skriftestol’. Ud over en menighedssal, der kan anvendes til foredrag, møder og meget andet, er der indrettet nyt kontorer og faciliteter til kirkens personale. Et vigtigt aspekt i opbygningen af en ny menighedssal på et så vigtigt sted som Holmens Kirke er at sørge for, at nybyggeriet bliver indpasset med størst mulig respekt for stedet. - Tanken var, at tilbygningen skulle have nutidens kant, men stadig med respekt for den gamle kirke. Det synes jeg også, at vi har fået. Nu har vi plads til vores mange aktiviteter, og kan give medarbejderne de rammer, som myndighederne foreskriver, siger Anders Friis, menighedsrådsformand for Holmens Kirke, der understreger, at det hidtil har været besværligt for handicappede og dårligt gående at bruge kirken, ligesom kirkens personale gennem årene har haft meget dårlige rammer at løse deres opgaver i. Nyt liv til den gamle kirke Holmens Kirke blev indviet i 1619. Kirken var oprindeligt en ankersmedje, som blev grundlagt af Frederik d. II. I ankersmedjen blev der smedet store anker og ankerkæder til den danske flåde. Da Søværnet og deres familier skulle have deres egen kirke, ombyggede Christian d. IV. ankersmedjen til Holmens Kirke. Siden fik kirken bl.a. tilføjet Kapelsalen og et kapel til søhelten Niels Juel. Kirkens historie indeholder mange ombygninger frem til 1834, og den nye tilbygning er en naturlig forlængelse af denne historie. Holmens Kirke har gennem tiden overlevet Københavns store brande og er derfor Københavns ældste eksempel på renæssancearkitektur. Kirken bruges meget af kongehuset - Dronning Margrethe blev eksempelvis gift her. - Ved at bygge tilbygningen mellem kirken og kapellet, har vi bevaret den grønne kirkehave til gavn for de københavnere, som kommer forbi og ønsker et grønt frirum, og det er jeg rigtig glad for, siger Anders Friis. Menighedssalen får tilført ovenlys via smalle lysspor i loftet, og væggene er beklædt med træ. Bygningen er holdt i samme højde som sin forgænger, og dens facade og tag er udført i kobber som et gitter - holdt ud fra den indvendige facade. Den moderne udformning har respekt for stedet: Kobberet henter inspiration fra ’Lille Skriftestols’ kobbertag, og gitterets åbninger går igen i vinduessprosserne på kirkens høje vinduer. Historiske fund på byggepladsen Fra 1619 til 1851 blev de grønne områder omkring kirken brugt som kirkegård for søens folk og deres familier. Derfor blev Nationalmuseets arkæologer involveret i projektet, da der skulle graves ud til den nye tilbygning. Her fandt man 147 voksne og 19 børn gravlagt i udgravningsområdet. Heriblandt en mand, der var blevet gammel for sin tid, mellem 45 og 60 år. Han var tandløs og plaget af slidgigt i ryggen og nakken. - Det er nogle af de mest interessante fund, vi har gjort længe, forklarer museumsinspektør ved Nationalmuseet, Niels Engbjerg. - Der var været mange undersøgelser af skeletter fra middelalderbegravelser, men stort set ingen fra 1600- til 1800-tallet. Derfor var vi ekstra optaget af at udføre udgravningsarbejdet omhyggeligt. Skal give indsigt i sognet Arkæologerne var desuden overraskede over at finde meget keramik i jorden, da kristne grave ifølge Niels Engbjerg som regel ikke indeholder mange genstande. - Vi fandt også fundamentet fra det kapel, hvor Niels Juels kiste oprindeligt har stået, indtil han blev rykket over i det nye kapel, hvor hans monument findes i dag. Derefter blev kapellet revet ned. Den nye tilbygning er altså bygget, hvor Niels Juel oprindeligt har ligget begravet, siger han. Med de mange fund håber Nationalmuseet at få en større viden om det liv, som mennesker i Holmens Kirkes sogn levede. På Antropologisk Laboratorium skal skeletterne undersøges for forskellige sygdomsspor, hvilket også er en vigtig brik i at fortælle sognets historie. Tilbygningen er tegnet af C.F. Møller i samarbejde med ingeniørfirmaet Eduard Troelsgaard. Bygningen er delvist rejst med støtte fra A.P. Møller Fonden.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder