Fremtidens skole skabes i samspil mellem politik, pædagogik og arkitektur - C.F. Møller. Photo: Peter Sikker Rasmussen
3.12.2018

Fremtidens skole skabes i samspil mellem politik, pædagogik og arkitektur

Copenhagen International School og C.F. Møller Architects bød 27. november på debat om udformningen af fremtidens læringshuse. Blandt panelet var både arkitekter, en pædagogisk ekspert, en rektor, skoleelever og politikere.
Fremtidens skole skabes i samspil mellem politik, pædagogik og arkitektur - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk
Fremtidens skole skabes i samspil mellem politik, pædagogik og arkitektur - C.F. Møller. Photo: Adam Mørk

- Vi er heldige og glade for, at vores nye bygning opfordrer til nyskabelse og nytænkning. De nye rammer er med til at skabe innovation. Både for de ansatte og lærere.


Jennifer Weyburn, rektor på Copenhagen International School i Nordhavn, bød 27. november velkommen til et debatarrangement om skoler for fremtiden. De mange fremmødte fik her mulighed for at lære mere om, hvordan Københavns Kommune, pædagogiske eksperter, arkitekter og Copenhagen International School ser på udviklingen af de danske skoler og læringsmiljøer.


Jennifer Weyburn lagde ud med at fortælle, hvordan de nye rammer for skolen har påvirket institutionen:


- Bygningen her har været med til at ændre os. Vi er i naturen. Det er, som om vi flyder på vandet, sagde hun.


Arkitektur og pædagogik smelter sammen
Blandt dagens talere var Kasper Stoltz, indehaver af tegnestuen Rummets Sprog, som lagde stor vægt på, at landets skoler skal huske at inddrage forskning i udformningen af fremtidens skoler, ligesom arkitekterne skal huske at designe ud fra pædagogikkens udvikling.

 

- Det er vigtigt, at man tænker udformningen af en moderne skole indefra og ud, ikke udefra og ind, sagde Kasper Stoltz i sit oplæg, og uddybede,


- Det betyder, at det ikke er arkitekturen, der skal forme rammerne for fremtidens pædagogik. Det er pædagogikken, der skal forme rammerne for arkitekturen.


Husk nu klasselokalerne
Et af eftermiddagens hedeste debatemner var både nye og gamle skolers fokus på fællesrum over for klasselokaler.


- Når der skabes nye rammer på skolerne rundt i landet, så ser vi et udpræget fokus på de store fællesområder som aulaer og kantiner. Men vi må ikke glemme, at størstedelen af elevers tid spenderes i klasselokalerne. Vi skal huske klasselokalerne, sagde Kasper Stoltz.


Som en del af arrangementet var to af Copenhagen International Schools elever, Anne og Leonie, inviteret til at komme med deres syn på de nye rammer for den internationale skole. Her har der netop været stort fokus på sammenhængen mellem alder, pædagogik og læringsrum, og det giver positive resultater for eleverne på skolen, siger de to elever.


- Der har været stort fokus på at tilpasse arkitekturen til de forskellige børnegrupper, sagde Leonie.


- Det betyder, at vi har fået rigtig gode læringsmiljøer. Rummene og områderne for de forskellige aldersgrupper er tilpasset alderstrin, og dagslysforhold og indeklima er med til virkelig at højne læringsmiljøet. Vi har lange, ofte intense, dage – så det betyder meget for os, sagde hun.

 

Lærerne skal lære at færdes i fremtidens læringsrum

En ting er at skabe fantastiske forhold for fremtidens læring. En anden ting er at eksekvere den læring. Og selvom der på landsplan er opstået mange innovative skoler, var et af debatarrangementets mest diskuterede punkter, om lærerne i de danske skoler kan tilpasse sig og håndtere de nye læringsformer.


- Pædagogikken ændrer sig. Vi skal vænne os til det. Vi rykker os til et helt nyt sted, og det skal vi og lærerne vænne os til. Skolen kan så meget, og den kommer til at udvikle sig konstant i takt med, at vi vænner os til den, sagde Jennifer Weyburn om evnerne til at tilpasse lærerne til de innovative rammer på Copenhagen International School.


Multianvendelighed i højsædet
Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Jesper Christensen, gav dagens besøgende et overblik over det store stykke arbejde, som Københavns Kommune står overfor på skoleområdet i de kommende år.


- Skolerne skal kunne meget mere i fremtiden. De skal være multianvendelige, være aktive i lokalmiljøet og bidrage til byudviklingen. De skal have fokus på mad, idræt, bevægelse. Vi er ved at udvikle os på det her område, sagde han i sin oplæg.


- Men vi finder næppe en endelig model for, hvordan den perfekte skole ser ud. Vi har mange fantastiske skoler, men der er ikke to, der ligner hinanden. Kompleksitet og ønsker ændrer sig og flytter sig hele tiden, både med reformer og forskelligartede visioner. Vi har brug for dele af det traditionelle, men også for at tænke anderledes, sagde borgmester Jesper Christensen.

 

Lad skolen passe sig ind
Netop den pointe er vigtig i flere af C.F. Møllers skoleprojekter. Blandt andet vinderprojektet for Ny Islands Brygge Skole, som i øjeblikket er under opførelse. Det forklarede Lone Wiggers, partner i C.F. Møller, da hun fremlagde visionerne for skolen.


- Lige præcis indpasningen i byen har været vigtig for Ny Islands Brygge Skole. En stor skole skal passes ind på begrænset plads. Eksempelvis er der ikke plads til at lægge en skolegård omkring bygningen, så den kommer op på taget. Samtidig er visionen, at både skole og tag åbnes op og inddrager det lokale miljø og på den måde giver noget tilbage til byen, sagde Lone Wiggers. Lone Wiggers præsenterede Ny Islands Brygge Skole sammen med Lars Wang fra Københavns Kommune, som er bygherre på projektet. Den fælles fremlæggelse understregede samarbejdet om skolen, og Lars Wang fortalte om, hvordan Københavns Kommune har inddraget relevante aktører i processen med at nå frem til den bedste løsning til netop den kommende skole på Islands Brygge.


- I skoleprojekter er det vigtigt at sikre en ordentlig inddragelse med skolen og dens brugere og give dem rum til selv at definere, hvilke kerneværdier de ser implementeret i skolen. I dette tilfælde eksempelvis idéen om den lærende landsby, hvor forskellige faglige og funktionelle områder samles centralt på et torv. En forudsætning for det torv har desuden været mad og sundhed, fortalte Lars Wang


C.F. Møller Architects stod samme med Copenhagen International School bag arrangementet, der også bød på efterfølgende rundvisning i det prisvindende skolebyggeri. Dagens talere og panel bestod af Jennifer Weyburn, rektor på Copenhagen International School, Kasper Stoltz, direktør i Rummets Sprog, Jesper Christensen, Børne- og Ungeborgmester i København, Lars Wang, Københavns Kommune, Lone Wiggers og Jørgen Juul, C.F. Møller Architects, samt to af skolens internationale elever, Anne og Leonie. Katrine Lotz, institutleder ved KADK, styrede slagets gang som arrangementets moderator.

 

Ny Islands Brygge Skole er designet af C.F. Møller Architects i samarbejde med Tredje Natur og MT Højgaard er entreprenør.

 

Ny Islands Brygge Skole
Copenhagen International School
Skoler for fremtiden - Booklet

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder