Kraftvarmeanlægget Greenwich Peninsula Energy Centre, som er tegnet af C.F. Møller, er en fusion af kunst, arkitektur og teknologi, og åbner senere på efteråret. Centret skal levere lavemissionsenergi og varmt vand til over 15.000 hustande, virksomheder, detailbutikker og kreative centre, som skal bygges på halvøen.
Nyt vartegn
Ni 49 meter høje kanaler er opstillet på række, så de danner et slankt tårn eller "blad" som et lodret modpunkt til den monolitiske, vandrette sorte kasse, der indeholder kedler, samletanke og kraftvarmemotorer.
Dette lodrette tårn er blevet lærred for et integreret kunstværk af den britiske billedhugger Conrad Shawcross.
Conrads arbejde forener avanceret bygningskonstruktion og forskning i kompleks optik, hvorved der dannes mønstre, som fragmenterer og dematerialiserer tårnets kompakte struktur. Den abstrakte form forskønner indgangsvejen til Greenwich-halvøen og er et markant vartegn for det lokale samfund og omgivelserne.
Til designet er der anvendt både "camouflagenet" fra Første Verdenskrig – paradokset ved camouflage består i, at objekter, der skal skjules, faktisk gøres både mere synlige og fængslende – og idéer fra kubistiske og futuristiske malerier, hvor et objekts overflade opdeles, så der dannes falske perspektiver og forsvindingspunkter.
Om aftenen vil tårnet blive oplyst indefra, således at strukturens form og omgivelser konstant omdefineres.
Afmystificerende design
Et besøgscenter vil tilbyde en interaktiv læringsoplevelse for tilmeldte grupper af besøgende. Formålet er at afmystificere energiproduktionsprocessen og vise den bæredygtige infrastruktur med lav emission, som skal forsyne Greenwich-halvøen.
Dette projekt repræsenterer C.F. Møllers første samarbejde med en kunstner i Storbritannien. "Vi har taget Conrads vision og idéer til os som en integreret del af bygningen, og hans team har ligeledes forstået vores syn på energicentrets proportioner, materialitet, komposition og bæredygtighed. Conrads arbejde har givet projektet en ny dimension, og det kan vi de kun være henrykte over", siger Rolf Nielsen, som er associeret partner i arkitektfirmaet C.F. Møller.
Nomineret til pris i samme område
Udover kraftvarmeværket, så har C.F. Møller også designet etagebyggeriet ’The Moore’ til samme område og også i samarbejde med udvikleren Knight Dragon, der er også er involveret i varmeværket. ’The Moore’ kombinerer det bedste fra britiske rækkehus-traditioner med Skandinavisk fokus på lys og rummelighed. Projektet er nomineret til en BDA Brick Award 2016 som det ene af to C.F. Møller-nominerede projekter. Det andet er boligbyggeriet Elmwood Court nær Battersea Park, London.
Læs mere om Brick Awards-nomineringer.
Læs mere om Greenwich Peninsula Energy Station.
Læs mere om 'The Moore'.
Læs mere om Elmwood Court.