Frederiks Plads i Aarhus har en central beliggenhed bag Bruuns Galleri midt i Aarhus, og nu er området i gang med at blive transformeret til en ny grøn byplads. Det sker efter, at området i 100 år tidligere har huset DSB’s værksteder,
- Målet er at skabe en ny bydel med en grøn oase som omdrejningspunkt til at åbne sig mod byen med strøg på kryds og tværs og i gadeplan café- og butiksliv med fx torvestemning om sommeren og skøjtebane om vinteren, fortæller Michael Kruse, arkitekt og partner hos C.F. Møller.
Blandet bydel med maksimal sol
Den nye byplads bliver omkranset af en blanding af boliger og erhverv, hvis højder er nøje afstemt efter den omgivende by - startende med seks etager erhvervsbyggeri ved den tilstødende bydel Frederiksbjergs klassiske rødstenskarréer fra starten af 1900-tallet og afsluttende med en flot finale i kraft af to tårne. Det ene på 12-16 etager til erhverv og det andet på 24 etager og indeholdende omkring 250 lejligheder. Indimellem disse ligger en række terrasserede bolighuse med enten altan eller tagterrasse, hvis stigende form maksimerer solindfaldet i lejlighederne og udnytter udsigten over bugt og skov bedst muligt. Der bliver desuden etableret p-kælder i to-tre etager til bolig og erhverv.
Tilpasset stedet og historien
De i alt syv bygninger er forskellige som den omgivende by, men de har også et gennemgående arkitektonisk slægtskab i form og materialer, bl.a. i brugen af tegl, der samtidig refererer til stedets historiske bygninger, dvs. de bevarede DSB-værksteder og Aarhus Hovedbanegård fra 1920’erne, der ligger i umiddelbar nærhed af Frederiks Plads,
- Vi har fokuseret meget på at skabe en plads og bygninger, der er tilpasset beliggenheden, så Frederiks Plads får både sin helt egne grønne karakter og så at sige bliver en by i byen, og samtidig er i venlig dialog med omgivelserne og den historie, der er knyttet til pladsen og til Aarhus, fortæller Michael Kruse.
Rejsegildet 11. maj var for første etape af byggeriet, der rummer 12.000 m2 boliger, som efter planen står indflytningsklare oktober 2017. Det samlede byggeri forventes færdigt 2020.