Danmark skal have sit første center for partikelterapi. Et center, som kan byde på en ny og skånsom form for strålebehandling til kræftpatienter.
Centeret bliver placeret som en del af Det Nye Universitetshospital i Skejby, og C.F. Møller skal nu være med til at give et bud på, hvordan rammerne for fremtidens kræftbehandling skal udformes.
Forberedelserne til byggeriet af partikelterapicenteret er gået i gang. I januar blev amerikanske Varian Medical Systems valgt som leverandør af partikelacceleratoren, der kommer til at fungere som kernen i centeret. Den komplicerede accelerator skal levere strålerne til brug for partikelterapibehandlingerne.
I dag har Aarhus det største og mest aktive forskningsmiljø inden for stråleterapi i Skandinavien, men DCPT bliver alligevel et stort løft for den danske partikelterapi. I øjeblikket er Aarhus Universitetshospital nemlig nødsaget til at sende patienter til udlandet for at kunne tilbyde den nødvendige behandling.
Ifølge planen skal den første patient behandles med partikelterapi i 2018. Den endelige vinder af totalentreprisekonkurrencen findes i løbet af 2015. NCC med C.F. Møller på sit team er oppe imod c.c. contractor, Hoffmann, KPC og MT Højgaard.
Læs mere om Dansk Center for Partikelterapi her
Læs mere om DNU