Seks Silkeborgadresser skal samles til én, når Mascot til efteråret sætter spaden i jorden og starter byggeriet af sit nye hovedkvarter op. Det bliver firmaet MJT, der skal lede projektet, hvor C.F. Møllers sammenfletning af 10.000 m² administration og 20.000 m² automatiseret højlager skal realiseres.
Et markant vartegn
Nybyggeriet bliver et markant vartegn ved motorvejen mellem Silkeborg og Herning, netop hvor den krydser hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg.
Beliggende på en 440.000 m² stor naturgrund, skyder bygningen sig op af terrænet med en dynamisk, stigende form. Hovedfacaden, vendt mod motorvejen, er transparent, og her ses de indre aktiviteter med showrooms, kontorfaciliteter, auditorium, fitnessrum og allerøverst en taghave samt kantine med 360 graders udsyn. Foran hovedfacaden bliver desuden anlagt en terrasseret vandhave med bassiner til opsamling af regnvand, der spejler bygningen og yderligere markerer hovedindgangen.
Med Mascots nye hovedkvarter fortsætter C.F. Møller sit mangeårige samarbejde med stærke, danske tekstilvirksomheder– lige fra Fabrikant Aage Damgaards Skjortefabrik, som er omdannet og nu rummer Herning Kunstmuseum til design- og business-skolen TEKO samt domicil- og lagerfaciliteter for virksomheder som Egetæpper og Bestseller.
C.F. Møller vandt tilbage i 2011 den tofasede konkurrence om Mascot-domicilet over konkurrenter fra Henning Larsen, 3XN og Årstiderne Arkitekter.
Se mere om Mascot International