Det nye fængsels stjerneform er inspireret af beliggenheden i et landligt område med mindre landsbyer med lignende former, og komplekset er også tænkt som et mindre, fortættet bymiljø med de varierede, rumlige oplevelser, den funktionelle tæthed og de gode muligheder for at orientere sig, det giver.
250 indsatte i 10 bygninger
Det får plads til 250 indsatte fordelt over knap 35.000 kvadratmeter i 10 bygninger placeret på en 170.000 kvadratmeter stor grund med fodboldbane, kulturhus, forretninger og landbrug omgivet af en seks meter høj og 1,5 kilometer lang mur.
Centralt ligger administration, en beskæftigelsesbygning og et kulturhus med bibliotek, religiøse rum, sportstilbud og en butik. Spredt ud herfra i stjerneform er selve fængselsafdelingerne -fire almindelige og én særligt sikret afdeling, der alle har udsyn til landskabet inden for murene, men ikke visuel kontakt til hinanden.
Tillid til fællesskabet
Fængslet udgør hele den indsattes verden, og arkitekturen inden for murene er en ekstrem vigtig del af den indsattes oplevelsesunivers. Derfor arbejder det nye fængsel på Falster meget bevidst med et varieret og stimulerende univers af forskellige rumligheder og spændende landskabelige træk - det skulle gerne bidrage til genopbygningen af individet og til at skabe fornyet tillid til fællesskabet og gensidig respekt for det overordnede samfund som helhed.
Det kompakte, bymæssige greb betyder, at der på indersiden af muren også bliver plads til at anlægge større natur- og dyrkningsområder, og til sportsfaciliteter som en integreret del af landskabet. Hver enkelt bygning i det samlede kompleks har sin egen identitet, og en torveplads og et forløb af gader binder komplekset sammen.
Fængslet, der satte kransen over rejsegildet i fredags, er tegnet af C.F. Møller i samarbejde med ingeniørfirmaet Rambøll, Marianne Levinsen Landskab, designerne aggebo & henriksen og arbejdsmiljørådgivere fra CRECEA; og det opføres i fag- og storentrepriser med stor deltagelse af lokal arbejdskraft. Det nye fængsel skal stå færdig i 2016 og opføres af Direktoratet for Kriminalforsorgen som afløser for Vridsløse Statsfængsel.
Se mere om Statsfængslet på Falster