Den nyopførte by tilfører London 2800 nye, bæredygtige boliger samt i gadeplan bl.a. butikker, restauranter, pladser og parker. C.F. Møller har haft ansvaret for en af de 11 byggegrunde - som det eneste danske arkitektfirma blev firmaet i sin tid udvalgt til opgaven blandt i alt 434 konkurrencedeltagere.
C.F. Møllers byggeri, i alt 185 boliger, har en markant placering ved indkørslen til det nye byområde East Village. Boligbyggeriet fordeler sig på fire sammenhængende bygninger, der i kraft af bl.a. vekslede højder på 9-14 etager, har hver sin identitet - løsningen sikrer samtidig, at alle boliger får sol i løbet af dagen.
Boligerne får den engelske Code for Sustainable Homes Level 4 pga. et generelt lavt energiforbrug og yderligere energibesparende foranstaltninger som fx varmegenindvinding, men byggeriet er samtidig bæredygtigt på den måde, at det er opført med slidstærke materialer. Facadens håndlavede Petersen Bricks sikrer byggeriet en yndefuld ældning og føjer et udtryk af varighed og soliditet til projektet.