Den grundlæggende idé i C.F. Møllers konkurrenceforslag er at skabe et byggeri, hvor naturen gennemstrømmer bebyggelsen. Udadtil markerer forskningskomplekset sig som noget særligt – et ikon tilpasset sine omgivelser. Indadtil bindes udvidelsen sammen af en gennemgående ”synergizone”, som udgør den sociale og tværfaglige navlestreng for hele BIOVAF.

Synergizonen er et åbent rum med plads til oplæg, events, præsentationer, udstillinger, debatter, fester og underholdning. Synergizonen er fordelingsområde for al trafik til og fra og på tværs mellem de forskelige institutter på etagerne.

BIOVAF’s fælles funktioner såsom bogcafe, show-lab, udstillinger, kantine og auditorier er en del af synergizonens attraktioner og er med til at gøre dette sted til et levende opholdsrum og en stimulerende ramme for netværk og tværfaglighed for BIOVAF og dets gæster.

Synergizonen placerer forskningsafsnittene i et ubrudt og levende forløb langs kompleksets nordlige og sydlige side med direkte kontakt til mellemliggende udendørs gårdhaver gennem de transparente facader og åben forbindelse mellem etagerne via indvendige atrier. Dette sikrer også gode dagslysforhold.

Campus og bygningerne danner tilsammen et helstøbt arkitektonisk billede, der er afpasset stedets skala og kvaliteterne i den fine campus, som arkitekterne Eva og Niels Koppel og landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgaard udarbejdede 60’erne.