Midt i Oslo Centrum ligger knudepunktet Oslo Centralstation, som er indgangspunktet til Oslo fra resten verden. Her etableres, på Biskop Gunners gate 14B, et nyt byrum med torv, hotel og højhus, som skaber attraktive opholdsarealer og effektive urbane forbindelser.
Biskop Gunners gate 14B skal være et internationalt forgangsprojekt, når det gælder miljø og bæredygtighed. Projektet skal styrke områdets udvikling og tydeliggøre Oslos ambition om at gøre netop denne del af byen bedre til at håndtere mange trafikanter samtidig med, at den skal være attraktiv som opholdssted. Med udgangspunkt i grundens beliggenhed mellem trafikknudepunktet Oslo centralstation og bydelene Grønland og Vaterland, understreges mødet mellem de tre områders særegenhed og kvaliteter. Projektet optimerer byplanen ved at sammenbinde forskellige områder og terrænforskelle og er samtidig organiseret så det understøtter et godt og effektivt flow.
I dag udgør eksisterende bygninger 100% af grundens areal, men med den nye plan bliver mere end 50% af arealet udnyttet som offentligt tilgængeligt byrum. Et nyt sammenhængende terræn etableres som et gennemgående landskabselement, der samtidig forbinder området med den grønne sti langs Akerselva, hvor vandet er fremhævet som et oplevelseselement.
Projektet består af to bygningskroppe som står på en fælles base med et torv. Den vestlige bygning fungerer primært som hotel, mens den østlige bygning primært rummer kontorer. Bygningskroppene er brudt ned i flere mindre volumener, der tilsammen leder tankerne hen på byens silhuet. Bygningens terrasseringer bruges til taghaver og udsigtspunkter.