Ved at skabe en nær sammenhæng mellem arkitektur, landskab, by og livsstil vil Globen Gardens blive en del af visionen om et mere funktionelt og moderne Globen-område. Forslaget vil skabe et sted, hvor et bæredygtigt og grønt bymiljø hænger sammen med de omkringliggende kvarterer. Globen Gardens er en bydel bygget i træ - en moderne træby. Indretningen har form af en lamelstruktur suppleret med høje bygninger. Bygningerne varierer i højden for at give dynamik og tilføre dagslys og en luftig følelse.
Der skabes nye fællesskaber
Ambitionen for området er at skabe en levende og grøn bydel. Globen Gardens vil komme til at eksistere side om side med et urbant og pulserende byrum, der kan anvendes til større begivenheder for hele Stockholmsområdet. Bor man i Globen Gardens, bor man tæt på naturen, men midt i det pulserende gadeliv. Man bor også i en bydel, hvor forskellige mennesker og flere generationer mødes, og hvor der skabes nye fællesskaber. En masterplan, der kombinerer byliv med natur, det private med fællesskab, puls med ro og trækonstruktion med høje lejlighedsbyggerier.
Forslaget består af to grundlæggende hovedelementer. Et nyt torv, Globentorget, og en ny sammenhængende bydel, Globen Gardens. Torvet er områdets urbane aktivitetsrum, skabt som et stort sammenhængende byrum med plads til både større arrangementer og mindre hverdagsaktiviteter. Den nye bydel er udformet som et identitetsskabende og unikt byudviklingsområde med gårdrum og små, grønne anlæg, hver med sit særkende.