Alle boligerne lever op til standarden "Lifetime Homes", dvs. at de følger en række tilgængelighedskrav, så boligerne også vil kunne anvendes af fx personer med handicap og ældre borgere. På den måde maksimeres funktionaliteten, og beboerne sikres den bedst mulige boligkvalitet uden at gå på kompromis med hverken æstetikken eller omkostningseffektiviteten. Målet er også, at boligerne lever op til den britiske "Code for Sustainable Homes" på niveau fire eller fem. Code for Sustainable Homes er en standard, som har til formål at fremme bæredygtigt boligbyggeri.
Boligkvarteret bygges op omkring en stor park med et levende hegn i midten af området, hvorfra der udspænder sig et net af gang-og cykelruter. Omkring parken er der et mangfoldigt udvalg af boliger i varierede gadelandskaber: Gårdhuse, parcelhuse, rækkehuse, og lejligheder i små gader og med en blanding af ejer- og lejerboliger.
I både huse og lejligheder er der højt til loftet, masser af naturligt lys, omfattende indbygget opbevaring og fokus på at anvende vedvarende energi så vidt muligt.