Boligerne Sundholmerne, i den nye bydel Stigsborg, er skabt for EcoVillage, der etablerer bæredygtige bofællesskaber i Danmark. Bebyggelsen varierer i højden og indeholder en etagebygning samt rækkehuse. Tilsammen danner de en karré omkring et åbent gårdrum. Gårdrummet er bebyggelsens centrale hjerte og er med til at styrke det sociale fællesskab. I stueetagen ligger fællesarealerne med gæsteværelser, værksted, fitnessrum, kontorfællesskab samt køkken og spiseplads til fællesspisning. Den aktive stueetage er med til at skabe liv til det nye byområde. På etagebyggeriets øverste etage findes et stort fællesrum med adgang til to tagterrasser med mulighed for ophold og køkkenhaver. En parkeringsplads til bl.a. el-delebiler er placeret afsides fra opholdsområderne, så de bevares bilfrie og trygge for børn at lege på.
En særlig bred altangang kæder byggeriet sammen horisontalt. Den rummelige altangang fungerer som en mulig forlængelse af boligernes opholdsrum, som en slags privat opholdsrum i byggeriets fælles rum.
Boligerne har mulighed for fleksibel indretning med lette skillevægge, så de kan tilpasses præcist til boligens beboer. De mere private rum vender mod gaden, hvor der er en privat altan. Boligerne er DGNB-certificeret og spænder fra 40 m2 til 110 m2 og henvender sig til alle slags beboere - fra enlige til større familier. Varme og el-omkostningerne bliver holdt nede, ved at boligerne kun rummer funktioner til det daglige liv, mens fx vaskemaskiner er samlet i fællesområderne. Der installeres vandbesparende armaturer i bad og køkken, og regnvand bliver genanvendt til toiletskyl og vask.