For at samle de forskelligartede, gamle bygninger skitserer projektforslaget et nyt tårn, der har til formål at tilføre museet en egen, ny identitet. Af samme grund bliver en tidligere gård glasoverdækket og forvandlet til foyer, der sammen med flere nye volumener samler bebyggelsen i ét flow.
Projektet foreslår også en promenade, der snor sig mellem haven med igangværende, arkæologiske udgravninger, forbi museet og bl.a. op i tårnet, så ikke blot museets besøgende, men også byens borgere på deres vej gennem byen får formidlet historien.
De nye bygninger har en moderne geometri, men materialet er natursten fra Bari og føjer sig naturligt ind i det oprindelige. Reliefmønsteret i facaderne tilfører nybyggeriet identitet og skaber samtidig en afdæmpet belysning inden døre passende til stemningen i et arkæologisk museum.