Facaden fremstår nu som et skulpturelt vartegn for centret med nye ikoniske indgangspartier i organiske former og en facadebeklædning af langsgående bånd af lyse polycarbonatplader med vekslende gennemskinnelighed. Transparensen i facaden er afstemt i forhold til de bagvedliggende funktioner, fx en café. Om aftenen bliver facaden oplyst bagfra af led-lys og får storcentret til også at træde markant frem i aftenmørket. Indvendigt er der i renoveringen arbejdet med at skabe lys og imødekommenhed, bl.a. ved at hæve taget over centergaden til dobbelthøjde og etablere et nyt gennemgående ovenlys.